Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Selveje

Vuggestuen Frederiksgaarden er et selvejende dagtilbud med egne vedtægter og driftsoverenskomst med Århus Kommune. Ansvaret for driften er overgivet til bestyrelsen, hvilket indebærer at bestyrelsen blandt andet ansætter og afskediger personale samt tilrettelægger drift og pædagogik. Dette sker i samarbejde med ledelse og medarbejdere.

 

Driftsoverenskomsten sikrer dagtilbuddet et fast budget og forpligter dagtilbuddet til at overholde dagtilbudsloven, samt de retningslinjer og dokumentationskrav for institutionsdriften som Århus Kommune vedtager. Århus Kommune fører tilsyn med dagtilbuddet for at sikre ovenstående retningslinjer og krav.

 

Bestyrelsen er den øverste myndighed i et selvejende dagtilbud, og dermed har bestyrelsen det økonomiske og juridiske ansvar for driften. Bestyrelsen fastsætter de overordnede driftsmæssige og pædagogiske principper, i henhold til vuggestuens vedtægter og driftsaftalen med Aarhus Kommune. Bestyrelsen varetager arbejdsgiverkompetencen. Dermed er det bestyrelsen, der ansætter og afskediger dagtilbudslederen under godkendelse af Aarhus Kommune. Derudover er bestyrelsen repræsenteret i alle øvrige ansættelsessamtaler.

 

Som selvejende bestyrelse er der øget frihed til at træffe selvstændige beslutninger inden for driftsaftalens rammer. Ansvaret for den daglige drift og ledelse af dagtilbuddet er udmøntet til dagtilbudslederen, der sikrer at vuggestuen lever op til gældende krav i dagtilbudsloven. 

Bestyrelsen har i samarbejde med leder og personale følgende hovedopgaver: 

  • Fastlæggelse af målsætning og overordnede principper, for det pædagogiske arbejde i institutionen.
  •  At sikre det bedst mulige samarbejde mellem forældre, personalegruppen og institutionslederen. 
  • Fastlægge den overordnede prioritering af institutionens budget inden for de givne økonomiske rammer. 
  • Fastlægge principper for institutionens indretning og vedligeholdelse. 

 

Bestyrelsesmedlemmerne vælges af og blandt forældrene i en toårig periode. Bestyrelsen består således af fem forældrerepræsentanter, dertil kommer en suppleant. Formand og suppleant vælges for en etårig periode. Bestyrelsen står altid til rådighed for yderligere information, råd og vejledning.